Til dette SPRINGBOARD® søges paneldeltagere med kompetencer/erfaring til at give sparring på følgende områder:

Virksomheden og idégrundlag
Virksomhedens koncept bygger på undersøgelser, der viser at tre aktive minutter tre gange om ugen gør en stor forskel for medarbejderes sundhed, smerter og energi. Ved at udføre enkelte brugertilpassede øvelser, kan generelt velvære hos medarbejdere øges markant. Platformens øvelser har fokus på områder, som man normalt ikke rammer ved almindelig styrketræning, holdtræning, løb, osv. Oplever du spændingshovedpine? – Hvornår har du sidst trænet og udstrakt dine nakkemuskler for at bekæmpe dette? Dette er blot et af mange områder, som virksomheden vil afhjælpe hos ansatte.
Problem der løses
Stillesiddende og ensidige arbejdsstillinger er et stigende sundhedsproblem i samfundet. Kontoransatte er i gennemsnit stillesiddende mere end fem timer om dagen. Dette har store sundhedsmæssige konsekvenser, og det ses ofte at medarbejdere døjer med smerter, ømhed og skader, som påvirker dagligdagen i form af nedsat velvære, arbejdsglæde og produktivitet. Endeligt vil sygedage, manglende arbejdsglæde og produktivitet koste virksomheder mange penge.
Løsning
Virksomheden har udviklet en onlineplatform tilegnet arbejdspladser med træningsøvelser, der kan laves ved skrivebordet af alle. Hver medarbejder modtager en brugertilpasset profil med øvelser, som forebygger den enkeltes persons problemområder. Herefter vil man dagligt modtage 3 øvelser med en samlet varighed af 3-5 minutter på selvvalgt(e) tidspunkt(er). Platformen minder medarbejderne om deres øvelser via pop-up eller mail på et forudbestemt tidspunkt på dagen. Afbrydningen af det stillesiddende og ensidige arbejde med brugertilpassede øvelser vil på sigt øge sundhed og velvære hos medarbejderne.
Forretningsmodel
Abonnementsløsning uden binding med mulighed for ‘pay per use’.
Kunder
Alle virksomheder med stillesiddende eller ensidigt arbejde er målgruppen. Den primære målgruppe er virksomheder med mange kontoransatte. Dog kan andre erhverv også nyde godt af platformen.
Markedet
Markedet indenfor fitness og sundhed er enormt. Dog har de fleste services og produkter fokus på aktiviteter som udføres i fritiden. Segmentet med sundhed og velvære på arbejdspladsen er mindre udforsket. Et stigende antal virksomheder anerkender de sundhedsmæssige udfordringer og tilbyder fitnesscentre og holdtræning på arbejdspladsen.
Det er dog langt fra alle som får det brugt. Derudover er platformens fokus velvære fremfor motion og styrke, hvilket man ikke kan få dækket uden brugertilpasset øvelser. Som resultat af dette, dækker platformen et hul i markedet, som virksomheden har ambitioner om at være den første og største indenfor.
Konkurrenter
Der findes kun én direkte konkurrent. Konkurrenten sender en mail om dagen med den samme øvelse til alle kunder. Heraf ingen brugertilpasning, platform/app, pop-ups, mulighed for flere øvelser osv. Der findes ingen med samme færdigudviklet platform indenfor dette segment.
Som indirekte konkurrent findes fysioterapeuter som, udfører personlig assistance for hver medarbejder. Dette kan dog være enormt omkostningsfuldt for virksomheder.
Vækstpotentiale
Virksomhedens koncept er skalerbart da platformen nemt kan oversættes til flere sprog for at krydse landegrænser. Virksomheden ambition er en international forretning med ekspertkompetencer inden for sundhed og velvære på arbejdspladser.
Målet at er at geninvestere og videreudvikle platformen. Her er der blandt andet fokus på gamification med konkurrencer, badges, streaks osv. for at gøre sundhed på arbejdspladsen til en leg for alle.
Ledelse og Team
Ledelsen består af følgende:
- - Kendt fitness/sundheds ekspert med næsten 30 års erfaring.
- - Erfaren forretningsmand med mere end 30 års selvstændig virksomhed.
- - Akademiker med kandidatgrad i ’økonomi og virksomhedsadministration’.
Status
Virksomheden har i samarbejde med en dansk milliardomsættende virksomhed udviklet og testet platformen. Virksomheden er i dag på markedet med en færdig platform og søger kunder via kold kanvas. Virksomheden har i skrivende stund ingen faste kunder – men er i forhandlinger.