Til dette SPRINGBOARD® søges paneldeltagere med kompetencer/erfaring til at give sparring på følgende områder:

Produktet
Produktet er en sodavandsmaskine / kulsyremaskine til privat brug. Den nuværende kulsyremaskine forener stilrent design, nem betjening og unik funktionalitet i verdens slankeste maskine. Produktet er minimalistisk i designet, og henvender sig til den yngre, moderne forbruger.
Grundet et stigende fokus på bæredygtighed blandt forbrugerne, ønsker virksomheden at udvikle nye kulsyremaskiner, som er konstrueret i bæredygtige og holdbare materialer som rustfrit stål og glas. Produkterne er high-end, og appellerer til de kvalitetsbevidste, velstillede forbrugere. Produkterne har grundet materialevalget et bedre klimaaftryk.
Distribution
Virksomheden sælger igennem webshop til hele EU. Igennem forhandlere er man repræsenteret i følgende lande: Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne, Estland, og Tyskland. Nogle af de største forhandlere er: Proshop, KitchenOne, Whiteaway group, Frishop, Bahne, Cervera (SE) og Kitch’n (NO).
Virksomheden er igennem distributører repræsenteret i følgende lande: Holland, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet
I december 2022 opstartede man salg igennem Amazons Vendor Central program.
Her sælger man til følgende markeder: Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Holland og Polen.
Marketing
Virksomheden har siden opstart haft stor fokus på digital marketing og en stærk online tilstedeværelse. Med mere end 450 influencer samarbejder, har man sikret sig en stor rækkevidde, og opbygget stærke sociale medie profiler med appellerende visuelt indhold.
Derudover er marketingbudgettet gået til Google Ads, Facebook ads, Pinterest Ads, og affiliate marketing. I takt med at forhandlernetværket er blevet udbygget og konkurrencen intensiveret, er konverteringsraten faldet for især Google Ads og Facebook/Instagram Ads. Man arbejder pt. på en strategi for den fremtidige online marketing, der skal sikre at de opnår en bedre ROAS.
Pris
Priserne for de nuværende kulsyremaskiner ligger i mellem DKK 948 til 1238,- i vejl. udsalgspris, afhængig af model og pakke (med / uden kulsyrepatron).
Hos forhandlere kan maskinerne ved tilbud og kampagner erhverves ned til DKK 630,-.
Virksomheden forventer at de nye kulsyremaskiner kommer til at ligge i prislejet DKK 1400,- til 2800,- i vejl. udsalgspris, afhængig af model. Det er planen at køre en skimming-price strategi for de nye maskiner.
Økonomi
Virksomheden omsætter i niveauet kr. 2 millioner pr. år
Virksomheden har haft overskud på bundlinjen siden år 1.
Team og ledelse
- A – Founder & CEO, Cand.merc.kom. fra CBS. Selvstændig siden 2019.
- Erfaring inden for B2C & B2B marketing, kommunikation og salg.
- B - Industriel designer, Cand.it.product design fra SDU.
- Erfaring med UX design, 3D modellering, rendering, og 3D print
- C – Ingeniørpraktikant, Cand.polyt. fra DTU (færdiguddannet).
- Erfaring med simuleringer, væskemekanik, konstruktionsteknik og materialer.