Til dette SPRINGBOARD® søges paneldeltagere, der kan give sparring på følgende områder:
1. Er det en god idé at blive opkøbt og i så fald, hvad skal vi være opmærksomme på?
2. Hvis vi bliver opkøbt, hvad er vigtigt at fokusere på som ny, samlet virksomhed?
3. Hvis opkøb ikke bliver til noget, hvad skal vi fokusere på som virksomhed efterfølgende?

Virksomheden, idégrundlag, team, produkter/løsninger og kunder
Virksomheden er en tegnestue baseret på at skabe smuk og stedstilpasset arkitektur for mennesker. Vi har en mission om, at arkitektur skal være for alle og ikke kun for de rige. Derfor deler vi processen op i faser, således kunden kun betaler for det, som de har brug for. Vi starter ofte ud med et idémøde, hvor vi før mødet sætter os ind i eksisterende tegninger, lokalplan og tinglysninger, hvorefter vi tager ud til kunden og skitserer med dem i 2 timer. På mødet implementerer vi kundens tanker og idéer og tilretter tegningerne løbende. Hermed er kunden en del af processen og føler ejerskab, samt vi når hurtigere frem til en god løsning for bygherre og for arktiekturen. Derefter tager vi skitserne med hjem, scanner dem ind og sender dem til bygherre. Dette koster 5.500 kr. og herefter kan bygherre bruge skitserne til det de vil. Vi hjælper gerne bygherre videre i processen med fx skitsering, myndighedsprojekt, udbudsmateriale, tilbudsindhentning, tilsyn og færdigmelding.
Virksomheden startede i september 2020 og har gennem de 3 år svinget i medarbejderstaben fra 1-9 personer og beskæftiger i dag 4 (5) personer: 2 fuldtidsansatte, to studentermedhjælpere og en praktikant. Opgaverne er primært tilbygninger, ombygninger og nybyggeri til private bygherrer (80%), men vi tegner også beplantningsplaner, rækkehuse, kontorbyggeri og udstykninger af grunde for erhvervsfolk (20%). Derfor er vores kunder private bygherrer og private investorer.
Indtægtsmodel
Virksomheden har primært fast-pris-projekter og få på medgået tid. Tilbuddene er tilpasset det enkelte projekt med udgangspunkt i en interval-standardpris, som kunden kan se på vores hjemmeside. Der sendes tilbud på hver fase, så kunden afregner efter hver fase. Tilbuddene er udpenslet, således kunden ved, hvad de får og intet er skjult.
Markedet
Ved at fokusere på den private bygherre på boligsiden, har vi skabt en niche, hvor vi er flere om buddet, men vi kan være svære at finde for den private bygherre, der kun skal bygge bolig 1-2 gange i deres liv. Ved at være aktiv på Facebook og instagram, rammer vi målgruppen for tilbygning, ombygning og nybyggeri i alderen 25-40 år. Nu hvor renten er høj og det er svært at få en god pris for boligen, er tilbygninger og ombygning et godt produkt. Når renten og materialepriserne falder, er nybyggeri et godt produkt, så vi har produkter til ned- og opgangstider.
Vækstpotentiale/mål/ambition
Vores ambition er at blive 15 medarbejdere med en virksomhed, der arbejder 50/50 med B2B og B2C, da dette vil give synergi fagligt og økonomisk udligning i op- og nedgangstider.
Ledelse og økonomi
Virksomheden er 100% ejet af indehaver. Vi skylder ikke penge nogle steder og har et pænt overskud.