- 2 mio. kr. i årlig omsætning
Til dette SPRINGBOARD® søges paneldeltagere med kompetencer/erfaring til at give sparring på følgende temaer:

Virksomheden arbejder i markedet for livets store fester og sælger design- og papirprodukter til blandt andet bryllupper, konfirmationer, barnedåb og events. Forretningen er bygget op omkring egen produktion, e-commerce og direkte kundekontakt. Gennem flere år har virksomheden opbygget et stort produktunivers, stærk viden om målgruppen og en betydelig digital tilstedeværelse. Kunderne er primært private, men virksomheden løser også opgaver for virksomheder og større events.
Kernerforretningen oplever faldende omsætning. Samtidig arbejder vi allerede meget målrettet på at styrke den eksisterende forretning. Vi har blandt andet stort fokus på SEO, CRO og GEO og arbejder løbende med webshop, teknisk performance, content, kunderejser og digital markedsføring. Vi er derfor ikke på udkig efter et generelt råd om, at vi skal optimere mere på de områder. Det gør vi allerede.
Det, vi har brug for sparring på, er det næste niveau: Hvor skal virksomheden lægge sit fokus og sine ressourcer, hvis vi vil skabe reel vækst igen? Er det ved at få mere ud af kerneforretningen, ved at bruge vores organiske rækkevidde og digitale platform mere aktivt som leadmotor, ved at bygge nye indtægtsstrømme gennem partnerskaber - eller ved en kombination af flere spor?
Bloggen står i gennemsnit for ca. 20 % af alle sessioner de seneste 3 år. Det betyder, at vi allerede møder mange potentielle kunder tidligt i deres planlægning, før de nødvendigvis er klar til at købe et fysisk produkt. Det er en styrke, men også en mulighed, vi mener kan udnyttes langt bedre.
Virksomheden har udviklet en gratis digital planlægningsplatform til personer, der planlægger fester. Platformen samler blandt andet gæsteliste, bordplan, budget, tjeklister og andre planlægningsværktøjer. Beslutningen er taget: Platformen skal være gratis. Målet er at skabe en tidligere og længere relation til kunderne og bruge platformen som leadmotor ind i den eksisterende forretning.
Når en kunde planlægger et bryllup, en konfirmation eller en anden større fest, har kunden behov for langt mere end det, virksomheden selv sælger. Derfor undersøger vi også muligheder for relevante leverandør- og partnersamarbejder, fx formidling af produkter og ydelser, provision eller betaling pr. lead og andre kommercielle modeller omkring kundens samlede planlægningsrejse.
Vi står derfor ikke med mangel på projekter eller idéer. Tværtimod arbejder vi allerede på mange af de klassiske vækstgreb omkring synlighed, konvertering og kunderejse. Udfordringen er at blive skarpere på, hvilke strategiske spor der reelt kan flytte forretningen, og hvor vores tid og investeringer giver størst effekt.
Historisk har vi set os selv som eksperter i fester. Men i takt med at vi bevæger os tidligere ind i kundens planlægning og undersøger nye produkter og partnerskaber, overvejer vi, om vores fremtidige position er bredere. Skal vi fortsat være eksperter i fester - eller skal vi tænke os selv som eksperter i livsbegivenheder? En bredere position kan give plads til produkter og services før, under og efter selve begivenheden, også når de ikke traditionelt opfattes som festprodukter. Samtidig er vi opmærksomme på risikoen for at gøre vores position mindre tydelig.