CONNECT Denmark og Dansk Erhverv har fornøjelsen af at introducere Iris Engelund, founder af Play Your Talent, som taler til Cash is King den 25. marts. Play Your Talent er et innovativt digitalt softwaresystem, udtænkt til nemt og effektivt at arbejde med talentudvikling og fremdrift i virksomheder såvel som hos privatpersoner.
Købte sine første investorer ud for en million kroner
Iris mødte sin første investor kun tre måneder efter at have startet Play Your Talent. Investoren var IT ingeniør og købte ind på Iris’ passion og idé – til trods for at softwaren var på et design stadie og endnu ikke var udviklet. Investoren fandt hurtigt et udviklingsteam, der kunne hjælpe med at bygge softwaren til Play Your Talent. Da softwaren var udviklet, kunne forretningen blive bygget op. Dog var situationen den, at kun en måned efter investeringen, flyttede han permanent til USA, hvilket gjorde at Iris besluttede sig for at lede efter endnu en investor med ambitioner om at være hands-on på forretningen og tæt på i dagligdagen. Det blev dog ikke en succes med den nye investor, da forventningerne om arbejdsindsats ikke blev ordentligt afstemt og imødekommet. Grundet denne situation tog Iris den beslutning at de to investorer ikke var de rette for forretningen. Iris lånte derfor en million kr. og købte dem begge ud. ”Vi var slet ikke skarpe på hvad vi forventede af hinanden. Jeg forventer at når man er investor i min virksomhed er vi fælles om at styrke virksomheden i dagligdagen. Men min nummer to investor havde mere en idé om at han var passiv og der endte med en total mismacth af forventninger til samarbejdet”, udtaler Iris.
Den rigtige investor med de rette ambitioner
Denne læring gjorde Iris meget opmærksom på, hvilken profil der skulle ind i virksomheden. En del investorer bød sig til, men de var ikke det helt rigtige match til virksomhedens vision. Til sidst lykkedes det at identificere en ny investor, der nu arbejder i et tæt parløb på at skabe kendskab og vækst til Play Your Talent. ”Jeg var så heldig at møde den helt rigtige partner – med de rette ambitioner. En partner, der har masser af gejst, drive og målrettet arbejder sammen med mig om, hvordan vi bedst løfter virksomheden til det næste niveau”. Fra en situation hvor Iris måtte kæmpe hårdt for at trække læsset alene på fremdriften af virksomheden, er Iris nu i en situation, hvor hun har en partner der i høj grad ser perspektivet i hendes idéer og støtter hendes tiltag. Samarbejdet er nu blevet energigivende og succesfuldt og derved rykker virksomheden sig utrolig hurtigt fremad. At låne den million, var en god beslutning for Iris og virksomhedens succes.
Fokus på virksomhedens behov
Efter tre år, som iværksætter, står Iris med en stærk forretning og overvejer nu, at søge yderligere investeringer, med henblik på at sætte fart på virksomhedens vækstrejse. Denne gang er hun dog bedre forberedt til at indlede en dialog med potentielle investorer – primært fordi hun nu er meget opmærksom på, hvad hun og virksomheden har brug for. ”En ny potentiel investor skal forstå forretningen, forstå os som ejere og vores vision. Og så skal den person, vi skal have med om bordet, i høj grad have samme værdigrundlag til at ville være med til at gøre en forskel”, understreger Iris.
Iris taler til Cash is King i København den 25. marts om forberedelse og vigtigheden i at indlede et samarbejde på baggrund af god kemi, grundig forventningsafstemning og en fælles forståelse for forretning og vision. Derudover giver hun en opfordring til långivere om at tale i øjenhøjde og støtte nye iværksættere i at forstå den komplekse kapitalverden.
Tilmeld dig til Cash is King den 25. marts og bliv klogere på kapitalrejsen.
Ring endelig til os - alle hverdage mellem 9.00 - 16.00: