Det nye CONNECT Denmark
Den 28. oktober afholdt CONNECT Denmark (CDK) ekstraordinær generalforsamling for medlemmer, kommende bestyrelse og medarbejdere.
Et kig tilbage
Tidligere bestyrelsesformand Kim Budolph gav i den forbindelse et indblik i tiden under/efter konkursen. CDK gik konkurs den 27. december 2021 – pga. manglende, kommende bevillinger. De manglende bevillinger gjorde det umuligt for CDK at fortsætte og foreningen måtte derfor erklæres konkurs. Arbejdet mod en rekonstruering af CDK gik i gang med det samme.
Daværende direktør Palle Riismøller har gjort et stort arbejde forinden i at gennemføre en turnaround af foreningen og har været en bærende kraft i at gøre det nødvendige arbejde for at rekonstruere CDK. Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til Palle for det gode arbejde!
Status – vi gør en forskel
CDK gennemfører ca. 140 Springboard®s og ca. 10-15 pitch-træninger om året. Det betyder at medlemmerne giver sparring og er i dialog med ca. 250 virksomheder årligt. Aktiviteterne får positiv respons fra både virksomheder og medlemmer. Virksomhederne giver en rating på 4,1/5 og paneldeltagerne 9,2/10 af Springboards. Vi holder niveauet, både i forhold til antal og rating af Springboards, selvom vi er færre medarbejdere. De kommende syv måneder skal vi afholde 95 nye Springbords.
Vi rapporterer hvert kvartal til Erhvervsstyrelsen - og det er positive tal. Vi kan dokumentere, at virksomheder der får sparring hos CDK lever længere, omsætter mere, ansætter flere, etablerer oftere bestyrelse og har lettere ved at skaffe kapital end landsgennemsnittet. Dermed bidrager medlemmerne til at fremme innovation, øge skatteindtægter og arbejdspladser.
Et kig fremad – fokus på CONNECT Denmarks kernekompetencer
CDKs forretningsmodel er unik med forudbetalt sparring og det giver nogle klare forventninger til virksomhederne. Virksomhederne ”betaler” ved at levere højst mulig kvalitet, engagement og professionalisme. For at give paneldeltagerne og virksomheden den bedste oplevelse, er kvalitet alfa omega. Og det kan CDK fremover fortsat optimere og justere.
Derudover skal der fokuseres på CDK’s kerneydelse: SPRINGBOARD®, der er unik og giver stor værdi for både virksomheden og paneldeltagerne. Videre skal CDK have fokus på at have den bedste og mest optimale team-sammensætning. Alle skal bidrage til vores vigtigste opgave: At levere Springboard af høj kvalitet.
Den nye bestyrelse: ”De der har evnen, har pligten”’
Bestyrelsen kommer til at bestå af fem medlemmer:
Fælles for alle de nye bestyrelsesmedlemmer er først og fremmest, at de ser et behov for CDK -og ser den værdi og forskel CDK gør for virksomheder. Derudover tror de på at: ”De der har evnen, har pligten”, og vil derfor gerne være af CDK’s fællesskab, hvor vi sammen med vores medlemmer deler viden og dermed støtter op om danske virksomheder.
Stor tak til bestyrelsen for at stille op og blive del af CONNECT Denmark! I er med til at gøre en forskel for danske virksomheder.
En opfordring
De fleste virksomheder der får sparring på Springbord er introduceret til CDK via medlemmerne. Disse cases er ofte de bedst egnede, da de er blevet ”pre-screenet”, kort introduceret til CDKs metode og erkender et behov for objektiv og ekstern sparring. Sådanne cases og virksomheder vil vi rigtigt gerne have flere af! Opfordringen er hermed givet videre til jer og jeres netværk!
Merete Friis, forperson
Senior Director hos Vækstfonden
Merete Friis har en mangeårig og dyb erfaring fra den finansielle verden, senest som Senior Director hos Vækstfonden. Merete har en bred faglighed for at drive forretningsmæssig vækst og en stor passion for startups, innovation og ledelse.
Henrik Hahn-Nissen, næstformand
Særlig rådgiver / CEO hos Influenter
Henrik Hahn-Nissen har grundlagt lobbyvirksomheden Influenter. Henrik har stor passion for politisk interessevaretagelse og iværksætteri, og med sin innovative tilgang til opgaver formår han at åbne døre hos relevante beslutningstagere.
Mads Váczy Kragh
Direktør hos Erhvervshus Sjælland.
Mads Vaczy Kragh har med sin mangeårig erfaring fra erhvervslivet, senest som direktør i Erhvervshus Sjælland, tilegnet sig en bred faglighed i forhold til virksomheds- og erhvervsudvikling. Særlige kompetence-områder er strategi, finansiering og internationalisering, hvor iværksætteri og udviklingen af inkubationsmiljøer er et specialområde.
Nicolai Jæpelt
Crowdfunding Chef hos Coop i Danmark
Nicolai Jæpelt er tidligere iværksætter og sidder i dag som Crowdfunding Chef i Coop, hvor han arbejder for at demokratisere adgangen til kapital og markeder ved at skabe nye relationer mellem bevidste forbrugere og ansvarlige virksomheder.
Inger Petersen Thalund
Vicedirektør hos DI
Inger Petersen Thalund har en bred erfaring fra erhvervslivet, hvor hun har haft en række ledende stillinger, senest hos DI som vicedirektør. I DI er Inger blandt andet ansvarlig for DI’s Iværksætterordning, ligesom hun har stor indsigt i strategi, ledelse og kommunikation - ikke mindst i datadrevet og strategisk virksomhedskommunikation.
Ring endelig til os - alle hverdage mellem 9.00 - 16.00: