Af Erik Løvgren Brejner, Projektleder, VIA University College
Jeg føler mig som Mads Skjern fra Matador, der stiger af flyveren og har set åbenbaringen omkring fremtidens detailhandel i USA. Da Mads kommer retur til Korsbæk, går han i gang med at ændre sin forretning ud fra de idéer, han har taget med hjem. Jeg er som Mads Skjern også lige vendt hjem fra USA og nærmere bestemt University of Florida, hvor jeg har deltaget i Global Consortium for Entrepreneurship Centers (GCEC) årlige konference.
I min rejsetaske er der følgende indtryk, som jeg har taget med hjem:
At give tilbageDe fleste studerende på de amerikanske universiteter vender tilbage til deres uddannelsesinstitution. Som dimittender giver de enten penge eller tid tilbage til universitetet. De vender tilbage som foredragsholdere og mentorer for studenteriværksættere. Dimittenderne ser frem til at komme tilbage og forny deres forbindelser eller skabe nyt netværk. Dette resulterer i velfungerende økosystemer for entreprenørskab på de enkelte universiteter.
At tænke bredere end kun studerende De fleste entrepreneurship centrer på amerikanske universiteter satser på andet end studerende. Jeg så to modeller: enten investerer universiteterne i de studerendes virksomheder ellers driver de accelerator-programmer for dimittender. Mange universiteter i USA arrangerer iværksætterprogrammer og -foredrag for både studerende og iværksættere fra lokalsamfundet. Fordelen ved dette er, at man tilføjer de studerende viden og erfaringer fra dimittender.
At entreprenørskab er forankret i murerne I Danmark og resten af Europa er vi nået langt med entreprenørskabsundervisning. Vi bruger meget tid på at diskutere, om der undervises igennem eller om entreprenørskab. I USA er diskussionen fokuseret på, hvorvidt de studerende kan skabe resultater med deres startups. Det er måske karikeret, men i USA tæller investeringer, antal ansatte og de studerendes evner til at maksimere profit i virksomhederne. I Danmark taler vi meget omkring entreprenørskab som et pædagogisk værktøj. Dette er virkelig i kontrast i forhold til USA, hvor entreprenørskab er næsten lige med business.
Hvad kan vi lære, og hvad skal vi gøre i Danmark? Jeg ved godt, at der er store kulturelle forskelle mellem Danmark og USA. Hvis vi dog skal starte et sted, med en lille forandring, ville jeg starte med at give tilbage. Når vi skal finde mentorer til studerende i vores studentervæksthusene, bruger vi mængder af tid på at rekruttere mentorerne. Det kunne være fedt, hvis vi havde en database over mentorer, som bare ventede på at blive kontaktet.
Så er du dimittend fra en uddannelsesinstitution i Danmark, vil jeg opfordre dig til at kontakte dem og spørge "Hvad kan jeg gøre for jer?"
PS.: Du skal nok forvente larmende tavshed i den anden ende…
Ring endelig til os - alle hverdage mellem 9.00 - 16.00: