Ny win-win trend:Lån et skrivebord (ud) og skab vækst.Start-ups nyder ikke alene godt af, at etablerede virksomheder udlåner tomme kontorpladser gratis. De etablerede virksomheder bliver honoreret med et innovativt indspark. Det er ren win-win, siger Dansk Erhverv.
Af: Pernille Marott, Marott K
Sissel og Christine fra Daily Social er ikke i tvivl. De havde aldrig fået det nødvendige skub i forretningen, hvis ikke virksomhedsleder Lars Holmgaard fra Holmgaard Management havde givet dem gratis husly i opstartsfasen og ladet dem rykke ind i lokalerne midt i indre by over La Glace og Charlie Scott’s.
”Det er ubeskriveligt, hvad de 12 måneder har gjort. Det at kunne begynde arbejdsdagen i professionelle rammer i stedet for i et køkken, gør en kæmpe forskel i forhold til både dit syn på dig selv, din måde at tilgå kunder på og dit fokus på forretningen. Samtidig har Lars introduceret os for sit netværk og for en masse mennesker, vi ellers ikke var kommet i nærheden af,” fortæller medstifter og ejer af Daily Social, Sissel Anker Nielsen.
Iværksættere giver inspiration
Lars Holmgaard er heller ikke i tvivl. Han vil gøre det igen. For selv om det kan syne som lutter udgifter at have et par unge iværksættere siddende, der hverken betaler til huslejen eller til kagekassen, så har han og Holmgaard Management også fået noget ud af det.
”Vi får skabt et nyt liv i virksomheden og inspiration til at gøre tingene på en ny måde. Sissel og Christine er jo yngre end mit team og jeg. De har heller ikke kunnet undgå at bidrage med deres spidskompetencer, hvilket vi har nydt godt af,” fortæller Lars Holmgaard.
Han kunne selv have ønsket, at nogen havde åbnet dørene for ham, dengang han startede som selvstændig.
Gratis kontorplads del af CSR-strategi
”Der bliver hurtigt lagt et låg på aktiviteterne i virksomheden, når man skal betale en årlig husleje på 70.-80.000 kroner. Samtidig er det vigtigt at komme ud af morgenkåben og få en professionel ramme om sig som nystartet virksomhed,” forklarer Lars Holmgaard som argument for, hvorfor han som et led i CSR-strategien besluttede, at ledig kontorplads skulle bruges til at give iværksættere gratis husly.
Dansk Erhverv ser meget positivt på gratis udlån af kontorpladser som man vurderer som en voksende tendens.
”Vi ser flere store virksomheder, der åbner dørene for start-ups. Den udvikling bakker vi op om, fordi vi har set eksempler på, hvor fantastiske ting der kan ske, når der bliver bygget bro mellem det etablerede og det unge innovative mind-set. Man kan tro, det kun er iværksætteren, der får noget ud af den gratis arbejdsplads, men det er rent win-win”, siger Sigurd Schou Madsen, der er ansvarligt for iværksætterområdet i Dansk Erhverv og uddyber.
”De etablerede virksomheder kan med det rette match få temmelig meget ud af det – ikke bare på CSR-kontoen men også på bundlinjen. Den synergi, der kan opstå, kan være guld værd, og det budskab kan vi være med til at sprede blandt vores medlemmer,” siger Sigurd Schou Madsen.
Også fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator vurderer gratis udlånet som en stigende trend.
Paradigmeskifte på vej ”De virksomheder, der har overskud i dag, vil langt hellere være med til at løse samfundsproblemer, end de vil bygge en statue af sig selv. Vi ser det i byggebranchen og i den finansielle sektor. De tager unge it-nørder ind under deres vinger, og så opstår der krydsinspiration,” forklarer Liselotte Lyngsø.
Hun er ikke bange for at kalde udviklingen et paradigmeskifte. Nogle virksomheder vil måske aldrig nå dertil, fordi det kræver overskud og et nyt mind-set.
”Den gamle type virksomhedsmatadorer, der bygger deres imperium op med den overbevisning, at der er et begrænset stykke kage til hver, vil have svært ved at lukke den innovative generation gratis indenfor. Dem, der tør tage skridtet, vil til gengæld opleve, at de ikke bare løfter andre. De løfter også sig selv og virksomhederne,” siger Lyngsø.
Dén følelse kender Lars Holmgaard.
Det skaber værdi at give ”Når man hjælper andre, får man mindst lige så meget igen. Det er det, jeg har oplevet,”
fortæller Lars Holmgaard.
Hos Daily Social er man også med på trenden, selv om der nok skal lidt flere penge i kassen, før der bliver et skrivebord frit til nye iværksættere.
”I løbet af det år vi havde adresse hos Holmgaard Management, oplevede vi pludselig at kunne hive løn ud til os selv. I år er målet at kunne ansætte en medarbejder,” forklarer Sissel Anker Nielsen fra Daily Social.
https://holmgaardmanagement.dk/
Ring endelig til os - alle hverdage mellem 9.00 - 16.00: