I foråret blev Mette Fløe Nielsen valgt som ny formand for bestyrelsen i CONNECT Denmark.
Mette Fløe Nielsen er en stærk kvinde med stort ”K” der igennem mere end femten år har arbejdet med ledelse i IT-branchen i såvel danske som internationale virksomheder herunder KMD, NNIT, Carlsberg og IBM Danmark. Branchemæssigt har hun arbejdet med salg, udvikling, drift og leverance af IT, i såvel den offentlige som private sektor indenfor medicin, finans og FMCG verdenen.
I dag arbejder Mette fuldtid som privat investor og rådgiver for såvel nye som etablerede forretninger. Hun investerer selv aktivt som Business Angel og via fonde som hun er associeret med, samt hjælper entreprenører med at udvikle deres forretninger i advisory boards og mentorordninger. Hun arbejder ydermere pro bono for flere foreninger og fonde, hvor udvikling af danske start- og scale-up forretninger er i fokus, herunder CONNECT Denmark, Fonden for Entreprenørskab og Weboard. Desuden arbejder Mette aktivt for flere af hendes hjertesager, såsom SMILfonden, Julehjælpen og Child Care Denmark.
Hvad er dine ambitioner som ny bestyrelsesformand i CONNECT Denmark?
Da mit hjerte ligger i Danmarks muligheder for at løfte sig internationalt via vores potentiale på området for innovation, er mine ambitioner for CONNECT Denmark at sikre, at organisationen får mulighed for at hjælpe endnu flere såvel nye som etablerede entreprenører videre i deres udvikling. Danmark har en unik mulighed for at skabe, inspirere og hjælpe entreprenører på vej, og der eksisterer i Danmark en såvel politisk som en privat drevet agenda på området for entrepreneurship, der er ulig andre lande.
Vi har dog nogen vej endnu før vi kan kalde os et samfund af entreprenører, så derfor vil min agenda som formand for bestyrelsen være, at videreudvikle på foreningens arbejde med at bygge bro mellem vækstvirksomheder og den etablerede danske erhvervsscene.
Et område jeg vil have specielt fokus på, er det faktum at der internt i de allerede etablerede danske virksomheder er et uforløst potentiale på området for ny- og videreudvikling,
Hos CONNECT Denmark har vi lang erfaring med at forløse dette potentiale via et stærkt fokus på corporate entrepreneurship og ved at hjælpe virksomheder med at skabe et løft i interne kompetencer. Kan vi samtidig få et element af social, økonomisk eller miljømæssig bæredygtighed ind i udviklingen, mener jeg at Danmark, kan tage pladsen som den nation der går forrest indenfor entrepreneurship og viser vejen for andre.
Hvilke tendenser ser du i dansk erhvervsliv?
Selv i de store og veletablerede danske virksomheder ser jeg heldigvis en øget indsigt i, at egne kompetencer ikke er nok. Man skal have sine medarbejdere ud og netværke sig til flere og udvidede kompetencer. Og man kan i dag ikke komme udenom en forretningsmæssig agenda der indeholder elementer af CONNECT Denmarks kerneområder som bl.a. er Corporate Entrepreneurship, Digitalisering, Kapitalrejsning og Bæredygtighed.
I sommeren 2017 blev en interessant rapport for udvikling af dansk erhvervsliv udgivet: ’Fremtidens giganter – hvordan skaber vi fremtidens store industrivirksomheder i Danmark?’
Tænketanken ATV havde i samarbejde med DI, CO-Industri, Styrelsen for Forskning og Uddannelse, Erhvervsstyrelsen, Danske Regioner, Innovationsfonden, Kommunernes Landsforening, PwC og Danske Bank sat fokus på, hvordan vi sikrer, at flere mellemstore industrivirksomheder kan realisere deres vækstpotentiale og herved få skabt en større base af virksomheder der kan løfte dansk erhvervsliv. Der blev Teknologipagten udpeget som en central løsning og der fremkom flere råd om at fokusere på den digitale agenda, optimere koblingen mellem dansk erhvervsliv og universiteterne og indføre et tiltrængt kompetenceløft internt i forretningerne på området for ledelse og bestyrelse.
Hvordan knytter det an til det som CONNECT Denmark beskæftiger sig med?
Flere af disse områder er netop dem CONNECT Denmark kan hjælpe med at løfte, f.eks. ved at nøglemedarbejdere fra de etablerede virksomheder får inspiration omkring nye løsninger og teknologi, innovative forretningsmodeller, nye veje ud på markedet, vækststrategier og leverancemetoder via aktiviteter der samler etablerede og nystartede virksomheder. Desuden hjælper CONNECT Denmark med at vækstvirksomheder får placeret medarbejdere fra de etablerede virksomheder i centrale roller, f.eks. ved pladser i Advisory Boards eller bestyrelser.
CONNECT Denmark har derfor en unik position som uvildig og apolitisk rådgivende og kompetenceløftende organ til brug for dansk erhvervsliv.
Herudover ser vi en politisk agenda der med udnævnelsen af Tommy Ahlers som ny uddannelses- og forskningsminister, samt erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsens mange aktiviteter på området, sætter fokus på entreprenørskab i den tidlige fase, og på linket til dansk erhvervsliv ved udvikling af mindre virksomheder gennem kapitalrejsning.
Igen kan CONNECT Denmark understøtte agendaen ved at skabe et flow mellem de virksomheder der starter op som nye og de der er etablerede og dermed medvirke til væksten i Danmark. Dette kan ske via aktiviteter som sparring af virksomhederne på Springboards, Pitch træning f.eks. i forbindelse med kapitalsøgning og salg, og ved at skabe netværk mellem vækstvirksomheder og veletablerede virksomheder.
Hvilken værdi skaber det for de store danske corporates som har medarbejdere med i CONNECT Denmarks Springboard?
For at sikre sig forretningsmæssig succes, er det i dag et ”nødvendigt gode” for en etableret virksomhed at have forretningsudvikling og innovation i sit DNA. Det kræver en kontinuerlig videreudvikling og nysgerrighed på nye forretningsmodeller, produkter og salgs- samt leverancemetoder.
Ved at sikre sine medarbejdere adgang til aktiviteter som linker dem til stiftere og ledere i mindre startups, kan et forøget informationsflow tilgå den store virksomhed og medvirke til at skabe det entreprenante mindset, der eller er vanskeligt at opnå i en travl og sat hverdag.
Via deltagelse i Springboards og pitch træning kan medarbejdere i større virksomheder opnå en ”onsite” træning for ledere og nøglemedarbejdere i vertikalerne og dermed styrke deres generelle forretningskompetencer og iværksætterevner. Man skal desuden huske, at netværk og dermed adgang til viden går to veje. At et øget netværk på corporate siden er guld værd for en vækstvirksomhed er åbenlyst. Men at skabe et netværk for sine corporate kernemedarbejdere, i det mindre, men nok så entreprenante iværksættermiljø i Danmark, er mindst lige så værdifuldt.
Har du nogle specifikke anbefalinger til de store danske virksomheder som du afslutningsvis vil tilføje?
Jeg vil anbefale de større danske virksomheder at tænke over to ting.
Med den fart, især den digitale udvikling har i dag, kan man så undgå at involvere sig med virksomheder i en anden skala end sin egen?
Og hvis man kan forløse det massive potentiale der ligger i samarbejdet mellem mindre og større virksomheder i Danmark, samtidig med at ens egne medarbejdere får et løft i såvel mindset som reelle kompetencer omkring entrepreneurship, er det så ikke netop nu at man skal engagere sig på et passende plan, med aktører fra en ”anden verden” end sin egen?
Ring endelig til os - alle hverdage mellem 9.00 - 16.00: