Cirkulær økonomi er et begreb, som giver genlyd i samfundet i dag. Det voksende fokus på grøn omstilling og klimaforandringer gør, at vi er nødt til at tænke i nye baner, når vi driver forretning. I den proces er cirkulær økonomi et vigtigt element. Ved at understøtte transitionen til cirkulær økonomi branchespecifikt og i enkelte virksomheder, kan Danmarks CO2-udledning reduceres med 3-7 % frem til 2035, ligeledes kan BNP kan øges med op til 45 mia. kr. og der kan skabes 7.000-13.000 nye jobs (tal fra DI + Ellen MacArthur rapport for Danmark 2015).
Ifølge Cecilie Ploug Sarp, founder af Azilis Advisory, som startede sin rejse med cirkulær økonomi for ca. 20 år siden, er selve begrebet om cirkulær økonomi ikke nyt. Det nye ligger i, at vi er begyndt at få øjnene op for, hvordan tankegangen om genanvendelse og bedre ressourceudnyttelse er en vigtig faktor, når det handler om at afhjælpe de problemer, som en lineær værdikæde skaber for vores klima. Vi skal lære af naturens økosystemer og cirkulær økonomi handler netop om at udnytte ressourcer bedre ved at gentænke hele værdikædens relative indflydelse interrelationelt, såsom sourcing, design, produktion, salg og forbrug, samt post-forbrugerliv rejse. Kan vi leje i stedet for at eje? Hvad sker der, når et produkt ikke længere dur eller bliver overflødigt? Kan vi udskifte et enkelt hjul på kontorstolen og give den flere liv?
EU-kommissionen har beregnet at op til 80% af udledningerne fra et produkt fastlægges allerede i designfasen, så overvejelserne skal ind, så tidligt som muligt. Start-ups i disse tider burde være born-green, men i realiteten har få stiftere af start-ups særlig meget viden om cirkulær økonomi. Derfor er det hensigtsmæssigt at få implementeret viden om cirkulær økonomi i nystartede virksomheder på et tidligt stadie. På samme vis som man er fokuseret på fx markedsføring og salg.
”Den globale megatrend med omstilling til en cirkulær økonomi, skal gå fra teoretiserende skåltaler til et operativt, strategisk niveau. Det kræver, at alle i hele værdikæden er med, fra designeren til håndværkeren, til transportfirmaet, til genbrugspladsen, til slutbrugeren – og alt derimellem. Alle skal være med,” forklarer Cecilie Ploug Sarp.
Med til en cirkulær forretningsmodel hører der indsigt i hele værdikæden for virksomhedens produkt og services. Alt fra indflydelse på miljøet og dyrelivet til klimatryk er pensum. Det er vigtigt, at man kan redegøre for impact i hele ens værdikæde, som ret beset kan være placeret over hele kloden. Dertil betyder det, at man som virksomhed skal have stærke samarbejdskonstruktioner med sine leverandører og kunne validere deres måde at arbejde med deres impact på. En cirkulær forretningsmodel er mere krævende end mange først lige tror, hvilket også har ført til, at flere virksomheder har gjort sig skyldige i greenwashing.
”Når så vi bevæger os over til kommunikationsstrategien, så sker der ofte det, at virksomhederne i ren iver over at være kommet i gang, får brugt lige i overkanten af superlativer. Kombinerer man det med at være nye på området, hvor man sjældent har det fulde indblik i, hvor meget dokumentation, der skal til, så̊ kan man få gjort sig skyldig i greenwashing,” forklarer Cecilie Ploug Sarp.
Men det modsatte, green hushing, hvor virksomheder knap tør sige, hvad de gør for at leve op til en cirkulær forretningsmodel, er heller ikke at foretrække. Cecilie Ploug Sarp anbefaler i stedet, at man som virksomhed melder klart ud, hvilke ambitioner man har og hvordan man arbejder på løsningen. Hertil kan det være gavnligt at have en erfaren inden for området ansat, til at hjælpe med at skabe overblik over implikationerne ledelsesstrategien på området fører med sig, lægge handlingsplan, lave beregninger, skabe forankring og validitet. Ærlighed, validitet og transparens er nøglen.
Hvis du har brug for rådgivning til din virksomhed, og hvordan I kan tænke cirkulær økonomi ind i jeres forretningsmodel, er det bl.a. et af punkterne, som vores sparringspaneler kan hjælpe dig med. Læs mere om mulighederne her.
Ring endelig til os - alle hverdage mellem 9.00 - 16.00: